Træningsmentalitet og psyke i udvikling

Tiden er vist til et mere personligt og tæt på indlæg.. Jeg kan mærke at jeg har ændret min tankegang både omkring kost men også især om træningen. Jeg er blevet langt bedere til at presse mig selv fysisk, ved at overbevise mig selv om psykisk, at jeg godt liiiige kan klare lidt mere.

You're mind gives up way before your body does...
You are stronger than you think...

Men det er stadig noget jeg arbejder med. Jeg skal fx mentalt forberede mig på at skulle løbetræne dagen før, det er ikke noget jeg bare kaster mig ud i fordi det er noget jeg har lyst til. For det er det i bund og grund ikke, altså en lyst. Generelt forsøger jeg at planlægge mine træningspas, - det er jeg også nød til hvis jeg skal få det hele til at gå op i en højere enhed med studie, arbejde, træning, kæreste, huslige ting og kostplanlægning. Og nu er det ikke for at lyde stresset, for det er jeg ikke. Jeg keder mig bare aldrig.

Det er en nødvendighed i min verden at løbetræne fordi jeg nu har indstillet mig på udfordringen jeg skal løbe 5 km til maj. Det lyder nok som "piece of cake" for mange, men for mig som tidligere max løb et par minutter i træk er det en overvindelse. Jeg bliver nød til at tro på at mine ben og skod knæ kan bære mig 5 km i streg. Jeg forsøger at tømme hovedet og "messer" for mig selv at det er god smerte når det gør ondt i benene og vejrtrækningen kniber. Jeg skal overbevise mig selv om, at jeg kan hvad jeg sætter mig for, selvom det er svært, hårdt og måske ikke særlig sjovt. Jeg venter på varmere vejr før jeg rykker min løbe træning udendørs, indtil da er det løbebåndet der kalder et par gange om ugen. Der skulle være stor forskel på de to måder at løbetræne på, men øvelse gør mester. Min vejleder er dog ikke spor bekymret, han mener jeg kan nå at træne op til et marthon inden maj. Jeg grinede meget da han sagde det. Marthon!! Næppe. Men han tror på mig og støtter igennem processen både med kost og træning. Det er en kæmpe hjælp for mig. Mit selvværd er også blevet bedre efter jeg har tabt mig, det er virkelig rart. 14 kilo og 35 cm har forladt mig. Jeg oplever at jeg har større overblik i hverdagen og er mere frisk.
Når jeg tillader mig at synde og give den gas med usunde ting så er resultatet at jeg faktisk får det elendigt. Ikke bare dårlig samvittighed men også fysisk. Min krop takker fra, den bliver oppustet af alt for mange kulhydrater på en gang og kan slet ikke finde ud af ikke at få den gode nærrende kost som den ellers bliver tanket op med. Jeg spiser ca. 5 gange i løbet af dagen, og har det virkelig godt. Nydelsen af tomme kalorier som smager fantastisk i øjeblikket, falder jeg ikke så let for længere når jeg ved jeg får det skidt af det. Så hvorfor byde min krop det? Men kosten vil også være en evig kamp, men det er klart blevet lettere at vælge mere nærrige valg.

Når jeg når den anden side i slut maj, over målstregen, så er jeg sikker på at det vil være "besværet" værd <3 & så er det tid til nye mål....